2. forlod skolen i Linz uden en eksamen.

 
 

2. hf Større skriftlige opgave 14/12 – 21/12 2017
Laura Rishøj Jensen 2o 08
 

Deltagende fag & niveau

We Will Write a Custom Essay Specifically
For You For Only $13.90/page!


order now

Vejleder

4930B Historie

Lasse Grønborg (LG)

 

 

                                                                                 
Område
2.
Verdenskrig

Opgaveformulering:
Redegør for Hitlers
vej
til magten, jødeforfølgelserne
samt det nazistiske koncentrationslejrsystem.
Analyser hverdagen i
koncentrationslejrene udfra selvvalgte kilder. Diskuter
hvorfor jødeforfølgelsen kunne udvikle sig så drastisk.
Opgaven forventes at have et omfang på 10-15 sider
 
Vejlederne attesterer ved opgaveformuleringens upload til Netprøver.dk, at opgaveformuleringen og projektets
område har
været genstand for drøftelser med eleven og området er godkendt.
 
  

 
 
Abstract
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Indholdsfortegnelse
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Indledning

Hitlers
vej til magten

Adolf Hitler blev født i Østrig i
1889 og voksede op i en den tysktalende del af Østrig-Ungarn. Han var det
fjerde barn i ægteskabet mellem Alois Hitler og hans kone Klara Plölzl. Igennem
Hitlers første skoleår blev han karakteriseret som en dygtig og begavet elev.
Dette passede ind med hans faders ønske om, at Hitler skulle træde i hans
faders fodspor og blive embedsmand. Dog ville Adolf Hitler hellere være
kunstner og dette faldt ikke i god jord hos hans fader. Med tiden trivedes
Adolf Hitler ikke længere i skolen og blev dermed doven og ukoncentreret. Dette
førte til at Hitler i 1905 forlod skolen i Linz uden en eksamen. (Frederiksen,
2001, s. 11-12)

I år 1907 bosatte Adolf Hitler sig
i byen Wien hvor han her søgte ind på kunstakademiet og ikke bestod sin
optagelsesprøve. Dette gentog sig året efter hvor han igen prøvede at søge ind
på kunstakademiet uden held. Herefter måtte Hitler krybe til korset og se
drømmen om at blive en uddannet kunstner fordufte. Adolf Hitler levede herefter
som en skriftlig tilværelse på samfundets bund i Wien. Her så han på kunst og
arkitektur. En ting der specielt gjorde indtryk på Hitler, var mødet med
Richard Wagners mystiske verden af tyske sagnhelte. (Frederiksen, 2001, s. 12)

Mødet med det politiske, sociale og
kulturelle miljø i Wien, var det der formede Hitler og var grundlaget for hans
politiske ideer. Adolf Hitlers møde med jøderne og socialisterne var det der
fik ham til at se disse grupper som det tyske folks fjender. Grunden til at
Hitler i sin tid så jøderne som fjender, skyldtes rent subjektive forhold som
misundelse, samt forsøget på at finde simple forklaringer på sin egen håbløse
tilstedeværelse. Adolf Hitler følte sig uretfærdigt behandlet og det var dette
der førte til hans fjendebillede. (Frederiksen, 2001, s. 12)

I 1913 flyttede Adolf Hitler til
München hvor han opholdte sig da 1. verdenskrig brød ud. Hitler var utroligt
begejstret for krigens udbrud og meldte sig straks som frivillig soldat i den
tyske hær. At være frivillig i den tyske hær, gjorde at Adolf Hitler nu følte
sig som den tysker han så gerne ville være. Adolf Hitler kæmpede på vestfronten
i næsten fire år og blev såret to gange. Første gang i 1916 og anden gang ved
et engelsk giftgas-angreb i oktober 1918 kort før krigens afslutning.
Krigsoplevelserne kom til at præge Hitlers liv, således at hans politiske
karriere, der startede efter krigen, tog sigte på at viderebringe
soldateroplevelserne i Tyskland efter krigen. (Frederiksen, 2001, s. 12)

Adolf Hitlers egentlige politiske gennembrud
kom den 24. februar 1920, cirka 3 måneder efter Hitlers indtræden som taler og
propagandist i partiet DAP.  Partiet
indkaldte til et stormøde i en af de største samlingssale i München. I München
var det blevet kendt at hvis Hitler gik på talerstolen, så var det fordi der
skete noget. Dette betød så at omkring 2000 mennesker var mødt op for at høre
hans tale. Mødet blev brugt til at fremlægge et nyt partiprogram og i august
1920 ændrede partiet navn fra DAP til NSDAP. (Frederiksen, 2001, s. 24-25)

Adolf Hitler blev udnævnt til tysk
rigskansler den 30. januar 1933. Det var ikke lykkedes for NSDAP at få fat i regeringsmagten
trods en stor stigning i stemmetallet ved rigsdagsvalgene. Det der holdte NSDAP
og Hitler fra magten var borgerlige partiers modstand, i forening med rigspræsident
Paul Von Hindenburgs negative holdning overfor Hitler og NSDAP. På dette
tidspunkt var der en alvorlig økonomiske krise i Tyskland og Hitler blev valgt ud
fra hans løfter om at bekæmpe arbejdsløsheden. (Andersen, 2015, s. 17-18)

Hitlers overtagelse af
rigskanslerposten var kun en indledning til magtovertagelsen. Straks efter sin
udnævnelse proklamerede Hitler, at nazisterne ville gennemføre en national
rejsning og udskrev valg til den 5. marts 1933. Hitler havde lovet at skabe holdbare
forhold på det tyske arbejdsmarked, han lovede økonomisk vækst og sidst men
ikke mindst lovede han at respektere den private ejendomsret. Det var Hitlers
løfter der fik storindustrien til at slutte op om nazisterne og hermed bidrog
industrien med cirka 3 millioner mark til den forestående valgkamp. (Frederiksen,
2001, s. 45)

Jødeforfølgelserne

Hitlers første møde med jøderne i
Wien i begyndelsen af det første århundredet gjorde at han fik et inderligt
had, der i kombination med den almindelige antisemitisme i Europa kom til at
spille en afgørende rolle i nazistaten. I partiprogrammet fra 1920 og op
igennem 1920’erne lagde nazisterne ikke skjul på, at de opfattede jøderne som
Tysklands værste fjender og årsag til landets ulykke. I den nazistiske racelære
blev jøderne betragtet som en bestemt race. Man var således født til at være
jøde eller også var man ikke. Nazisterne mente at hvis man én gang var jøde så
var man det altid. (Frederiksen, 2001, s. 75)

Nazisterne inddelte den tyske befolkning
i det de valgte at kalde overmennesker og undermennesker. Det ariske folk var
en del af gruppen kaldet overmennesker og var ifølge nazisterne et
blodfællesskab. De som ikke tilhørte de ariske overmennesker kunne ikke deltage
i samfundet på samme vilkår og havde derfor ikke samme borgerrettigheder som
arierne. Fra slutningen af marts 1933 indledtes diskrimineringen og
forfølgelsen af medborgere af racemæssige årsager. Udviklingen i nazistatens
diskriminering af jøderne samt forandring af antijødiske forholdsregler, kan
inddeles i fire faser. Den første fase var præget af en blanding af legalitet
og spredte terrorhandlinger foretaget af SA. Den anden fase begynder med Nürnberglovene
og karakteriseres ved, at man fratog jøderne deres borgerlige rettigheder. Den
tredje fase begynder med Krystalnatten og kendetegnes ved en strengere forfølgelse
af jøderne og man begyndte her at deportere jøder til koncentrationslejrene.
Den fjerde og sidste fase handler om masseudryddelsen. Under nazistyret fik
antisemitismen en ny drejning, idet at Hitler gjorde jødehadet biologisk. Det
var ikke kun i Tyskland at man betragtede jøderne som et problem.
Antisemitismen florerede bredt i 1930’ernes Europa. (Frederiksen, 2001, s. 75-76)

Overgrebene på de tyske jøder
begyndte allerede i slutningen af marts 1933, hvor SA overfaldt jøder og
iværksatte butiksødelæggelser. Den 1. april blev der officielt iværksat en
boykot-aktion mod jødiske forretninger, og jødiske forretningsvinduer blev
overmalet med antijødiske slagord og jødestjerner. Man ville have at alle
skulle vide hvem der var jøder. Jødediskrimineringen fik følger for de jødiske
forretningsdrivende. Specielt i provinsen og i landsbyerne turde befolkningen
ikke handle i de jødiske forretninger af frygt for SA. (Frederiksen, 2001, s. 76)

Med de såkaldte Nürnberglove blev
kursen over for de tyske jøder yderligere gjort strengere. De to vigtigste love
i lovkomplekset var Rigsborgerloven og loven om beskyttelse af det tyske blod
og den tyske ære. Rigsborgerloven delte tyske statsborgere i rigsborgere og
statsborgere. Det betød, at jøderne ikke kunne være rigsborgere og fratoges
derved alle borgerlige rettigheder. Loven til beskyttelse af det tyske blod
forbød ægteskab og kønslig omgang mellem jøder og statsborgere af tysk blod,
altså rigsborgere. (Frederiksen, 2001, s. 76)

Disse love blev nazistatens
juridiske grundlag for forfølgelsen af jøderne, og i de efterfølgende år fulgte
det ene indgreb efter det andet, der indskrænkede jødernes politiske og sociale
rettigheder. Holocaust – nazisternes udryddelse af jøderne – var ikke en del af
nazisternes racepolitik i 1933, og den endelige tilintetgørelse af jøderne,
blev først iværksat ved den såkaldte Endlösung – nazisternes plan om at fjerne
alle jøderne i Europa – fra 1941. (Frederiksen, 2001, s. 77)

I perioden op til 1938 skete der en
såkaldt “ariesering” af jødisk ejendom, der gik ud på, at jødisk ejendom og
virksomheder blev konfiskeret og overtaget af tyske rigsborgere. I 1938
eksisterede der knap 40.000 jødiske virksomheder i Tyskland, hvor der i 1933
havde været næsten 100.000. Fra begyndelsen af 1938 fik jødeforfølgelsen det
formål helt at berøve jøderne deres eksistensgrundlag. Den nye terrorbølge mod
jøderne, der var iværksat af partiet og SA, stødte flere steder på bekymring i
befolkningen så for at vinde forståelse i befolkningen måtte partiet derfor
finde den rette anledning. (Frederiksen, 2001, s. 77-78)

Anledningen kom den kom den 9. november
1938, da en polsk jøde myrdede en tysk diplomat i Paris. Nazisterne brugte
mordet som påskud til aktionen mod de tyske jøder natten mellem den 9. og 10. november,
hvor jødiske forretninger og institutioner blev angrebet og ødelagt af nazisterne.
I første række SA, men også Hitler-Jugend og partimedlemmer deltog. Disse
begivenheder kaldes “Krystalnatten”. Navnet hentyder ti de mange glasskår fra
de knuste ruder. (Frederiksen, 2001, s. 78)

Det voldelige overfald på jøderne
blev i den nazistiske propaganda set som det tyske folks spontane hævn mod
jøderne. Det skønnes, at godt 7.500 forretninger blev ødelagt, cirka 200
synagoger nedbrændt og 91 jøder dræbt. (Frederiksen, 2001, s. 78)

Det nazistiske
koncentrationslejrsystem                                                                          

Ved krigens begyndelse eksisterede
der i alt seks koncentrationslejre med godt 21.000 fanger, overvejende tyske
statsborgere. I tiden 1940-42 oprettedes yderligere ni koncentrationslejre. Man
opererede med tre kategorier. Arbejdslejre, arbejdslejre med særligt hårdt
arbejde og særligt dårlige levevilkår og tilintetgørelseslejre. (Stræde, 2009, s. 25)

Koncentrationslejrene blev oprettet
til at indespærre fjender af nazismen og det var SS der kom til at lede alle
koncentrationslejrene. Koncentrationslejr forkortes ofte til enten KZ eller KL.
koncentrationslejrene blev først oprettet som et middel til at få kontrol over
nazistpartiets politiske fjender. Den første lejr, Dachau, blev oprettet sidst
i marts 1933. Grunden til at koncentrationslejrene blev opfundet var, at
kommunister og socialistiske funktionærer var farlige for statens sikkerhed og
måtte indespærres. De næste grupper, som nazisterne begyndte at spærre inde,
var de grupper der blev anset for at være racemæssigt underlegne og til fare
for den tyske arvemasse. Dette var f.eks. tiggere, homoseksuelle og Jehovas
Vidner. (Bjerre, 2010, s. 54)

Antallet af koncentrationslejre,
samt deres funktion, ændrede sig over tid. Der kom nye lejre til, mens andre
blev lukket, der skete udvidelser, men også lejrenes primære funktion ændrede
sig. Specielt i krigsperioden blev koncentrationslejrenes indsatte benyttet til
tvangsarbejde, og antallet af koncentrationslejrfanger steg fra 26.000 fanger i
sommeren 1933 til cirka 700.000 i begyndelsen af 1945. Det stigende antal
skyldtes oprettelse af flere koncentrationslejre, som medførte flere arresterede
og flere tvangsarbejdere fra de tyskbesatte lande. (Bjerre, 2010, s. 54)

Man var, i 1941, ikke enig i de
metoder man brugte til at afskaffe jøderne. Nedskydninger af jøder gav ofte
soldaterne psykiske lidelser og det vakte for stor opsigt. SS-lederen Heinrich
Himmler gav hermed ordre til at finde en mere effektiv og velegnet metode at afskaffe
jøderne på. I første omgang var løsningen gasbiler. Jøderne blev tvunget ind i
ombyggede lastbiler med lufttætte døre hvor udstødningsgassen blev ledt ind i
ladet på bilen, og hermed blev jøderne dræbt på vej mod massegravene. (Frederiksen, 2001, s. 109)

I 1942, da det industrielle massemord
blev endeligt, var gasbilerne ikke tilstrækkelige og hermed kom
udryddelseslejrene, hvor tusindvis af jøder kunne gasses på én gang derefter
brændes. De fleste koncentrationslejre i Tyskland var imidlertid arbejdslejre,
hvor fangerne døde af fysisk hårdt arbejde, sygdomme, sult eller mishandling. (Frederiksen, 2001, s. 109-110)

Det gigantiske lejrkompleks, der
går under navnet Auschwitz, omfattede både arbejdslejren Auschwitz, samt
udryddelseslejren Birkenau. I 1941 blev Auschwitz-Birkenau udset til t være
centeret for masseudryddelsen af jøderne. Dels på grund af beliggenheden og
dels på grund af dets gode udviklingsmuligheder på stedet. Det var her man
forsøgte at anvende cyankalie-præparatetet Zyklon B, der kvalte ofrene i løbet
af få minutter. De største gaskamre kunne rumme op til 3.000 mennesker, og da
kapaciteten i 1944 var på sit højeste blev der i Auschwitz-Birkenau myrdet godt
og vel 20.000 mennesker i døgnet. (Frederiksen, 2001, s. 110)

Som krigens afslutning nærmede sig,
forsøgte nazisterne at fjerne alle spor og jævne koncentrationslejrene med
jorden. I november 1944 beordrede SS-lederen Himmler, at alle
masseudryddelsesanlæg skulle ødelægges. Utallige tyskere hjalp til med masseudryddelsen
af de cirka 5 millioner europæiske jøder og ikke én stillede spørgsmål, men
udførte bare ordren uden kritik. En stor del af den tyske befolkning vidste
udryddelsen fandt sted, men vendte det blinde øje til. (Frederiksen, 2001, s. 111)